
Coromatic, der er leverandør af løsninger til forretningskritisk infrastruktur og en del af E.ON, udvider sin produktionskapacitet inden for nødstrøm og i oktober idriftsættes den første del af udbygningen i Östersund.
En markant stigende efterspørgsel efter nødstrømløsninger produceret lokalt i Skandinavien driver udbygningen i Östersund og Halmstad, hvorfra avancerede løsninger leveres til samfundskritiske virksomheder og institutioner i hele Norden.
”Som følge af den stigende digitalisering, væksten i datacentre og et øget pres på elnettet, kombineret med flere ekstreme vejrhændelser og en mere usikker geopolitisk situation, ser vi udvidelsen af vores produktionskapacitet i Norden som en nødvendig strategisk beslutning. Den styrker vores evne til at understøtte samfundets beredskab og bidrage til at sikre den kritiske infrastruktur, siger Carlo Lazar, administrerende direktør i Coromatic Danmark.
”Vi oplever i øjeblikket en enorm interesse for lokal industri og trygheden ved at have produktionen tæt på. Vi gennemfører denne strategiske satsning på produktion i Sverige for at imødekomme efterspørgslen og samtidig bidrage til forsyningssikkerheden i Norden, siger Kim Nilsson, Group Manufacturing Director hos Coromatic.
Totalleverandør med lokal produktion, lager og serviceorganisation
Som totalleverandør af nødstrømsløsninger kombinerer Coromatic rådgivning og produktion med regionale lagre og en omfattende nordisk serviceorganisation. Det styrker den nordiske forsyningssikkerhed og sikrer kundernes adgang til ekspertise og komponenter til både vedligeholdelse og håndtering af krisesituationer.
”Som leverandør til samfundskritisk infrastruktur sikrer vi fuld indsigt og transparens i hele forsyningskæden omkring vores løsninger. Styresystemerne konfigureres af Coromatic, og vi samarbejder med nøje udvalgte leverandører,” fortæller Kim Nilsson.
Virksomhedens løsninger drives primært af fossiltfrie brændstoffer som HVO100, men er også tilpasset til at kunne fungere med det brændstof, der faktisk er tilgængeligt i en krisesituation.
Fordoblet kapacitet
I løbet af de seneste år har Coromatic investeret i øget produktionskapacitet både i Halmstad og Östersund. I Östersund tages den første del af det nye produktionsanlæg nu i brug. En yderligere etape er planlagt til foråret 2027. Samlet set betyder investeringen, at produktionskapaciteten i Östersund fordobles.
- Om Coromatic og nødstrømsløsninger
Coromatic producerer, servicerer og optimerer både stationære og mobile nødstrømsanlæg. Virksomheden tilbyder en kombination af standardiserede og kundetilpassede løsninger, som ud over de mest samfundskritiske funktioner sikrer driften for aktører inden for telekommunikation, industri, logistik og energiproduktion.


