
Brintrøret – også kaldt for 7-tallet – skal forbinde de brintproducerende virksomheder i Danmark med de store industrivirksomheder i Tyskland. Efter planen skal grøn brint erstatte virksomhedernes brug af fossil energi og dermed gøre Europa grønnere og uafhængig af importeret, fossil energi.
– Med dagens aftale er der væsentligt større sandsynlighed for, at brintrøret bliver bygget. Det er virkelig positivt. Det er en afgørende brik i forhold til at der kan skabes en grøn brintindustri i Danmark, siger Mette Kirstine Schmidt, konstitueret direktør i Hydrogen Denmark.
Et bredt flertal i Folketinget læner sig længere frem og fjerner nogle af de krav, som gjorde det vanskeligt for virksomhederne at forpligte sig til at benytte brintrøret. Med den nye aftale får virksomhederne lettere ved at binde sig juridisk. Og dermed er vi kommet tættere på, at Energinet træffer en egentlig investeringsbeslutning. Det kommer efter, at den tyske stat og EU Kommissionen har givet tilsagn om omkring 12 milliarder kroner i støtte til dansk brintproduktion.
– Mulighederne for Danmark er enormt store. Vi kan skabe en helt ny industri med tilhørende arbejdspladser, som kan forsyne Tyskland med grøn energi og gøre Europa mindre afhængig af importeret energi. Den industri opstår kun, hvis der kommer et brintrør. Derfor er det glædeligt, at politikerne i Folketinget er klar til at tage større risici, så vilkårene for røret nu matcher den kommercielle virkelighed, siger Mette Kirstine Schmidt.
I den tidligere aftale, var den mængde brint, som virksomhederne skulle forpligte sig til at levere til brintrøret, så stor, at en enkelt virksomhed ikke kunne levere det. Derfor blev to konkurrerende virksomheder afhængige af hinanden, hvilket selvsagt er udfordrende.
– Den barriere er nu fjernet. Staten lover altså at bygge brintrøret, når den første virksomhed forpligter sig, og det er fantastisk glædeligt, siger Mette Kirstine Schmidt.
Med dagens aftale ligger opgaven nu hos de danske og tyske virksomheder.
– Politik kan ikke alene fylde røret. Hvis vi skal lykkes, skal de tyske aftagere og danske producenter nu omsætte ambitioner til handling. De skal kunne indgå langsigtede kontrakter, som skaber vished og stabilitet. Det vil sikre, at brinten rent faktisk bliver produceret og kommer ud på markedet, slutter Mette Kirstine Schmidt.

