
Energinets anvendelse af en ny model for nettilslutninger kræver Forsyningstilsynets forudgående godkendelse af modellens prioriteringskriterier og modenhedskrav. Det fremgår af en afgørelse, som Forsyningstilsynet lige har offentliggjort.
Energinet udmeldte den 27. maj 2026 en ny model for større nettilslutninger, som stiller skærpede krav til modenhed, fremdrift og netvenlighed ved større nettilslutninger.
Forsyningstilsynet indledte i juni 2026 et tilsyn med den udmeldte model med henblik på at undersøge, hvorvidt Energinet kan bringe modellens prioriteringskriterier og modenhedskrav i anvendelse, uden Forsyningstilsynets forudgående godkendelse efter elforsyningsloven.
Forsyningstilsynet har på det grundlag truffet afgørelse om at meddele Energinet et påbud om, at Energinet skal undlade at anvende de udmeldte prioriteringskriterier og modenhedskrav. Energinet kan i stedet udarbejde og anmelde en metode til Forsyningstilsynets godkendelse. Forsyningstilsynet vil herefter vurdere, om metoden lever op til principper om bl.a. ikke-diskrimination og objektivitet i medfør af elforsyningsloven for derigennem at sikre klare kriterier, som nye anlæg skal leve op til, og at det er klart, at der ikke sker en forskelsbehandling.
Forsyningstilsynets påbud skal efterkommes senest 6 måneder fra afgørelsesdatoen. Den frist er sat med henblik på at give Energinet den fornødne tid til at udarbejde og anmelde den nye metode. Forsyningstilsynet vil samtidig stå klar til at vejlede omkring udarbejdelsen af den nye metode og vil, efter Energinets anmeldelse af den nye metode, prioritere ressourcer til sagsbehandlingen med henblik på at sikre en hurtig afgørelse om mulig godkendelse.

