
Et enigt Folketing har i dag vedtaget en lovændring, der betyder markant enklere regler for kommunale og regionale solcelleanlæg. Lovændringen betyder blandt andet, at kommuner og regioner kan etablere og drive solcelleanlæg på deres bygninger uden at skulle udskille aktiviteten i et særskilt selskab eller søge dispensation hos Energistyrelsen.
Dansk Solcelleforening har længe peget på behovet for at fjerne de unødige administrative og økonomiske barrierer, der har gjort det vanskeligt for kommuner og regioner at udnytte deres bygningsarealer.
– Danmark har masser af offentlige tage, facader, parkeringsarealer og andre allerede bebyggede arealer, som kan bruges til at producere billig, grøn strøm dér, hvor strømmen også bliver brugt. Det er glædeligt, at disse helt unødvendige benspænd nu er fjernet og vil gøre det både enklere og mere attraktivt for kommuner og regioner at investere i solenergi, siger Flemming V. Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening.
Solceller og batterier tænkes sammen
Lovændringen omfatter ikke kun solceller. Kommuner og regioner får også mulighed for at etablere batterier, når de er funktionelt knyttet til solcelleanlægget og bidrager til at optimere egetforbruget. Batteriet kan samtidig bidrage med fleksibilitet. Det kan både lagre strøm fra solcelleanlægget og elnettet, sælge elektricitet og levere systemydelser gennem en elhandelsvirksomhed.
– Det er særlig positivt, at batterier er tænkt ind. Fremtidens energisystem handler ikke kun om at producere mere grøn strøm, men om at bruge den intelligent. Når solceller kombineres med batterier og fleksibelt forbrug, kan mere af strømmen bruges lokalt, når der er behov for den. Det er godt for økonomien og kan samtidig bidrage til en bedre udnyttelse af elnettet, siger Flemming V. Kristensen.
Også mulighed for solceller over parkeringspladser
Reglerne omfatter både eksisterende og nye kommunale og regionale bygninger. Også permanente overdækninger af eksempelvis parkeringspladser kan omfattes. Overskydende egenproduceret elektricitet må desuden sælges til elnettet.
Dansk Solcelleforening ser lovændringen som et vigtigt skridt mod bedre brug af de store arealer på offentlige bygninger. Men potentialet stopper ikke ved den enkelte bygning.
Lovbemærkningerne peger netop på kommunernes kommende mulighed for at deltage i energideling som aktive kunder. Det kan på sigt gøre det muligt at udnytte lokal energiproduktion endnu bedre frem for alene at sælge overskydende strøm til elnettet.
– Det her skal være startskuddet til langt bedre brug af vores offentlige bygninger. Næste skridt bør være at sikre attraktive rammer for energideling, så grøn strøm kan bruges lokalt og intelligent på tværs af de offentlige bygninger. Vi skal have mest mulig værdi ud af både solcellerne, batterierne og den netkapacitet, vi allerede har, slutter Flemming V. Kristensen.
L10 træder i kraft den 14. september 2026, mens fritagelsen for kommunal modregning får virkning fra 1. januar 2026.
Kontakt: Flemming V. Kristensen, Formand for Dansk Solcelleforening, mail: flemming@fksol.dk

