For 100 år siden præsenterede Bosch verdens første spændingsregulerede generator til motorkøretøjer. Selvom den fra starten kun var konstrueret som energikilde til de nye elektriske lygter, dannede den i sidste ende grundlag for elektrificering af bilen.
Lygterne blev hurtigt efterfulgt af talrige andre elektriske forbrugere som f.eks. den elektriske starter, der blev lanceret af Bosch i 1914, og det første elektriske drev til vinduesviskere, der blev lanceret af Bosch i 1926. I dag leverer generatorer al den energi, en bil skal bruge, og driver en række elektriske systemer, der gør bilerne mere miljøvenlige og mere økonomiske, mens sikkerhed og komfort forbedres. Mens de første generatorer leverede en beskeden ydelse på bare 4 ampere, dækker den nyeste generation fra Bosch – Power Density Line til personbiler – med fire ydelseskategorier et spektrum fra 130 til 250 ampere.
Frem til 1913 fremstillede Bosch næsten udelukkende tændingssystemer. Denne fokus på et eneste produkt var en meget risikabel forretningsstrategi. Samtidig udviklede bilmarkedet sig hastigt. Bilerne blev i stigende grad anvendt i hverdagen, og et sikkert og pålideligt lygtesystem blev et absolut must. Robert Bosch blev opmærksom på denne mulighed, og i 1913 var “Bosch automotive lighting system” klar til at gå i serieproduktion. Pakken, der blev tilbudt som eftermonteringsløsning, bestod af to lygter, en generator, et batteri og en spændingsregulator. Generatoren havde kun til opgave at levere strøm til batteriet, der til gengæld sørgede for, at de første elektriske lygter lyste stabilt.
Dette første lygtesystem banede vejen, for at Bosch blev systemudbyder og førende leverandør til bilindustrien. Hvis Bosch ikke løbende havde videreudviklet generatorens effektivitet, ville de moderne generatorer veje det samme som en minibil for at forsyne moderne elektriske systemer med deres talrige forbrugere.