Schneider Electric udvider sortimentet af lysdæmpere med en ny, avanceret universallysdæmper til montering på DIN-skinne. DIN LED Lysdæmper fylder kun 18 millimeter i bredden og kan således erstatte den tidligere DM18-dæmper i el-tavlen. Størrelsen og funktionerne gør den oplagt til modernisering af eksisterende installationer med kiprelæ.
Den fås i to udgaver, standard og komfort. Fælles for begge udgaver er et meget lavt standby-forbrug på mindre end 0,2 watt, soft on/off og justerbart start-og minimumsniveau. Hertil kommer indbygget intelligens, idet lysdæmperen automatisk finder den korrekte belastningstype. Dæmperen kan også indstilles manuelt til LR-mode, hvor den håndterer lyskilder med en samlet belastning på op til 60 watt.
Komfort-udgaven er mere avanceret og byder desuden på snooze-funktion (børnetimer), justerbar rampetid, tre scenarier, en- eller to-tast betjening, trappetimer og indgang til afbryder, så dæmperen kan bruges sammen med f.eks. PIR.
Ligesom alle andre lysdæmpere fra Schneider Electric er den nye lysdæmper testet med en lang række af markedets mest udbredte LED-lyskilder.