12 skoler i Ringkøbing-Skjern Kommune og fem skoler i Skive Kommune har fået installeret komplette ABA- og varslingsanlæg, som dækker alle rum. Det var teknik- og servicevirksomheden Lindpro, der vandt udbuddene i de to kommuner tilbage i 2014.
Willis Towers Watson hjalp kommunerne med rådgivning, assistance og projektledelse i forbindelse med udbuddet og den efterfølgende etablering af ABA-anlæg på de enkelte skoler. Lindpro har stået for de to store projekter, der tæller i alt 17 skoler og 17 ABA-anlæg. Der er installeret mere end 5.250 detektorer og ca. 78.500 meter kabel på i alt 117.600 kvadratmeter.
For Ringkøbing-Skjern Kommune var det en nødvendig investering. Kommunen blev ved sidste udbud af forsikringer i 2012 ”straffet” økonomisk med en høj forsikringspræmie på bygninger, fordi kommunen ikke havde installeret ABA-anlæg på sine folkeskoler.
– Vi kunne dengang hurtigt se, at det ville blive alt for dyrt for kommunen i længden ikke at investere i ABA-anlæg. Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede derfor at give en tillægsbevilling til etablering af de fuldautomatiske brandanlæg. Udover at elever, skolepersonale og forældre føler sig mere trygge i hverdagen, er det også en fornuftig og rentabel investering, der er betalt hjem i løbet af 4,5 år med den besparelse, som kommunen pr. 1. januar 2017 har fået på forsikringspræmien, forklarer Lone Nielsen, forsikringskonsulent, Viden & Strategi, Ringkøbing-Skjern Kommune.