
Et vigtig del af Security User Expo (27.-28. september i Bella Centret), er minikonferencerne, og justitsminister Søren Pape Poulsen lægger for med sit indlæg i den første konference med titlen ”Terror – og hvordan sikrer vi os mod den”, skriver Security Worldhotel.com.
Her vil han gøre rede for sit og regeringens aktuelle syn på – og planer om – terrorbekæmpelse. Efter ministerens indlæg tager Magnus Ranstorp fra Sverige over. Han vil give sit syn på den aktuelle terrortrussel i Danmark. Til daglig er Ranstorp forskningschef på Forsvarshögskolan i Stockholm, men han er også jævnligt i Danmark, og for to år siden blev han formand for en ekspertgruppe, der rådgiver Københavns Kommune om kommunens anti-radikaliseringsindsats.
Derefter vil tre eksperter fra henholdsvis Kibo Sikring, Damasec Global Group og Gunnebo Nordic gøre rede for, hvordan man bedst tænkeligt beskytter sig mod angreb foretaget med køretøjer (f.eks. en lastbil), angreb med bomber og angreb med skydevåben.
Terror-konferencen er blot én af i alt tre, der finder sted i forbindelse med messen. De andre er ”Tryghedskameraets dag” og ”Internet of Things (IoT) og sikkerheden”, og det er gratis adgang til alle tre.