Fiberbaseret internet ses som en helt ny infrastruktur, der er i fuld gang med et blive opbygget. Men frem for endnu engang at skulle i jorden, kunne man med fordel benytte sig af en allerede veludbygget infrastruktur – kloak og spildevandsnettet.
Faktisk er det ikke en revolution, som formentlig er blevet muliggjort med en ny såkaldt “graverlov”. I andre europæiske storbyer ligger fibernettet i dag i kloaknettet, og det fungerer helt fint. Nu er turen kommet til Danmark, og her er energiselskabet NRGi med på idéen.
– Den nye gravelov er et rigtig godt eksempel på, hvad det vil sige at tænke byerne smartere. Det tyder på, at loven kan give mulighed for at få de hurtige forbindelser ud til endnu flere danskere på en billigere og mere effektiv måde ved at undgå omfattende gravearbejde og i stedet gøre brug af eksisterende infrastruktur, forudse Søren Sørensen, adm. direktør for NRGi.
Netop etableringsomkostningerne kan være en dræber for fibernettet.
– Vi skal så vidt muligt sikre en bred udrulning over hele landet, men det er lettere sagt end gjort. Udrulningen kræver kapital, villighed til investering og samarbejde mellem kommuner, virksomheder og energiselskaber, og der skal samtidig være efterspørgsel hos borgerne. Det er omfattende og bekosteligt, og der er mange ender, der skal gå op, og det bremser sommetider udviklingen, forklarer Søren Sørensen.
En bredere udrulning vil ikke kun sikre hurtigere internet til flere danskere. Det vil også give byerne bedre betingelser for at udvikle sig smartere, mener direktøren:
– På den ene side gør man det mere attraktivt for erhvervsliv og borgere at bosætte sig i udkantsbyer, hvor der er stor fraflytning, og på den anden side vil digitaliseringen give bedre vilkår for at løse de udfordringer, som en befolkningsvækst vil medføre i storbyerne, og derfor er det et oplagt sted at starte byudviklingen.