En ny platform skal gøre det lettere for alle at få adgang til energidata, lyder det fra Energinet.dk. Fra sommeren 2017 vil alle kunne tilgå en betaversion af energidatabanken, der på sigt vil lægge alle energidata frem.
– Der findes meget data om energisektoren både i Danmark og internationalt. Men det kan være svært at få fat på disse data. Det skal der laves om på nu, fortæller Hanne Storm Edlefsen, afdelingsleder i Energinet.dk’s afdeling for energianalyse.
Som en start vil Energinet.dk etablere en funktionsdygtig og let anvendelig energidatabank, der indeholder et begrænset antal datasæt og funktionaliteter.
– Energidatabanken vil indeholde de funktionaliteter og data, som aktørerne efterspørger og ønsker at anvende. Derfor inviterer vi alle med interesse i projektet til at komme til os med deres input, siger Hanne Storm Edlefsen og fortsætter:
– Men de kommer også til at arbejde. Vi har brug for en aktiv indsats fra de involverede i projektet for at sikre energidatabankens anvendelighed.
Eksempler på energidata er produktionsdata, forbrugsdata, miljødata, el-priser, analysedata og stamdata, men også data fra Energinet.dk’s egen infrastruktur.