Det landbaserede kabelsystem til at få strømmen i land fra Horns Rev 3 er afsluttet og overdraget fra Prysmian Group til Energinet.dk. Det drejer sig om et 140 km højspændings HVAC 245 kV kabel, inklusiv muffekomponenter samt installation af forbindelsen fra Blåbjerg Klitplantage til Energinets transformerstation i Endrup øst for Esbjerg – en strækning på godt 45 km. I kontrakten indgik også montage af GIS og transformer endeafslutninger på off-shore transformerplatformen i Rotterdams havn.
Planlægningen blev foretaget af koncernens danske og finske afdelinger, mens landkablerne blev fremstillet på koncernens fabrik i Pikkala, Finland og leveret on-site på 30 metaltromler af 1.500 meter. Hver tromle målte 4,5 meter i diameter med en vægt på 24,5 tons.
Energinet.dks entreprenør begyndte udgravning og trækning af kabler i april 2015. Installationen er designet med tre sideløbende 245 kV kabler til en planlagt samlet kapacitet på 400 MW.
Det er planen, at fundamenterne til vindmøllerne etableres i 2018, hvorefter selve møllerne opstilles og sættes i drift. Hele Horns Rev 3 skal efter planen stå færdigt i 2019 og producere ved fuld kapacitet i 2020.
Horns Rev 3 havvindmøllepark bliver en af Europas største med 49 stk. 8 MW vindmøller opført på et 88 m2 område beliggende 29-44 kilometer fra Houstrup Strand. Med en 400 MW kapacitet vil det producere strøm til mere end 400.000 danske husstande.