De fleste vil ikke forbinde midlertidige kontorpavilloner med energirigtige bygninger, men hos Temporent bliver 82 pavilloner nu udstyret med både solceller og varmepumper. Og det har en overraskende effekt. Faktisk reduceres energibehovet til blot 26 kWh/m2. Det svarer stort set til de 2020-krav, der i bygningsreglementet stilles til permanente bygninger, og som konkret lyder på 25 kWh/m2.
– Beregningerne viser faktisk, at solcellerne alene kommer til at producere så meget el, at de, ud over at dække strømforbruget til belysning, ventilation og opvarmning, også vil kunne drive kontorernes IT-installationer i de fire varmeste solskinsmåneder. Kort sagt hele behovet for el. Vi kommer dermed langt under energikravene i BR15 og er som sagt kun et mulehår fra at opfylde de forventede 2020-krav, fortæller regionschef Torben Sloth fra Temporent.
De 82 pavilloner er lejet ud til en international dansk virksomheder, og opgraderingen sker i forbindelse med forlængelsen af lejekontrakt, og den vil ske i tæt samarbejde med Mørcke Energipartners.