Selskabsformen Iværksætterselskab (IVS), er med stor sandsynlighed på vej i graven. Mange har været glade for den lette tilgang til at starte en virksomhed, men den har også været brugt til fusk og svindel, viser en undersøgelse fra Erhvervstyrelsen. Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti fremlagt et lovforslag, der betyder, at selskabsformen bliver ulovlig, og at alle IVS’er skal omdannes til anpartsselskaber (ApS) inden for to år, efter loven er vedtaget. I modsat fald vil de blive tvangsopløst.
I dag er der 45.000 IVS’er – mange er blevet oprettet, fordi det var langt billigere end at oprette et ApS, hvor der skal lægges 50.000 kroner som startkapital.
– Lovforslaget er sat sammen, sådan at virksomhedsejere har to år til at omdanne deres IVS’er. Samtidig sænkes kravet om selskabskapital i ApS med 10.000 kroner. Tvangsopløsning lyder drastisk, men virksomhederne har dog to år, hvor de kan fortsætte med at spare op af deres overskud, indtil opsparingen rammer 40.000 kroner, forklarer stifter af den juridiske tech-virksomhed LegalDesk.dk, Simon Eklund, som maner til besindighed midt i den politiske støj.
Omdannelsen skal udføres af en revisor, som blandt andet giver erklæring om, at selskabskapitalen er til stede i virksomheden.
Kilde: LegalDesk.dk