Prysmian Group Denmark A/S

Prysmian overdrager landbaseret kabelsystem til Horns Rev 3

horns-rev-3-prysmian-kabeltromler20x10

Prysmian Group har afsluttet og overdraget et landbaseret kabelsystem til ilandføring af Horns Rev 3 havvindmøllepark. Kontrakten blev tildelt koncernen af Energinet.dk i april 2014 til en samlet værdi af € 10 millioner.

Kontrakten omfattede levering af 140 km højspændings HVAC 245 kV kabel inklusiv muffekomponenter og installation af disse, fra Blåbjerg Klitplantage til Energinets transformerstation i Endrup øst for Esbjerg – over en strækning på godt 45 km. Dertil inkluderede kontrakten også montage af GIS og transformer endeafslutninger på off-shore transformerplatformen, i Rotterdams havn.

Koncernens danske og finske afdelinger varetog planlægningen og supervision af projektet i samarbejde med Energinet.dk og diverse entreprenørfirmaer. Landkablerne blev fremstillet på koncernens fabrik i Pikkala, Finland og leveret on-site på 30 metaltromler af 1500 meter. Hver tromle målte 4,5 meter i diameter med en vægt på 24,5 tons.

Arbejdet med udgravning og trækning af kabler blev påbegyndt i april 2015 og udført af Energinets entreprenør. Installationen er designet med 3 sideløbende 245 kV kabler, til en planlagt samlet kapacitet på 400 MW. De individuelle kabellængder blev samlet med Prysmian muffesystem Click-Fit® produceret i Delft, Holland. Arbejdet foregik on-site i metal containere, med op mod 6 samlinger per uge – over en 25 ugers periode. Prysmian afsluttede installation af det landbaserede kabelsystem i oktober 2016 og overdrog det til Energinet.dk i december 2016.

Det er planen at fundamenterne til vindmøllerne etableres i 2018 hvorefter selve møllerne opstilles og sættes i drift. Hele Horns Rev 3 skal efter planen stå færdig i 2019 og producere ved fuld kapacitet i 2020.

Horns Rev 3 havvindmøllepark bliver en af Europas største med 49 styk 8 MW vindmøller opført på et 88 m2 område beliggende 29-44 kilometer fra Houstrup Strand. Med en 400 MW kapacitet vil det producere strøm til mere end 400.000 danske husstande.