Et højt drive og en god menneskekender: Vaillant Nordics adm. direktør Per Stryhn fylder 50 år den 10. oktober

Af Stine Brondbjerg Erichsen

Da Per Stryhn som 20-årig, nyuddannet elektriker i 1996 stod på sin første byggeplads for Siemens, lå det ikke i kortene, at han inden længe skulle avancere til diverse ledende stillinger i samme koncern. Heller ikke, at han, når han den 10. oktober fylder 50 år, kan fejre den med titlen som adm. direktør for den tyske varmepumpegigant Vaillant i Norden.

Tilbage på byggepladsen havde han imidlertid et særligt blik for, hvordan og med hvilke medarbejdere opgaverne kom bedst i mål, og han blev snart valgt til formand for sit hold. Ledelsen fik også hurtigt øjnene op for den passionerede ildsjæl, der var fagligt dygtig og god til at motivere andre mennesker. Inden for fem måneder fik han ansvaret for sit første projekt til 18 millioner kroner.

Siden har han efteruddannet sig inden for ledelse, organisationsudvikling og økonomi og er blevet headhuntet til direktørstillinger i blandt andet Bravida og Coromatics A/S. For det er netop kunsten i at kunne bygge bro mellem medarbejdernes og kundernes behov og samtidig forstå teknologi og forretningens målsætning, som Per Stryhn mestrer. Det er også en af grundene til, at der ikke gik lang tid fra han i 2020 tiltrådte som nordisk servicedirektør i Vaillant Nordics, til han blev direktøren for det hele.

Vaillant Nordics adm. direktør er nemlig visionær og har et drive ud over det sædvanlige. Det er en fordel, når de fire nordiske lande trods kulturforskelle skal udvikle sig sammen for at kunne skabe synergi på tværs, og når der skal sættes strøm til Vaillant Nordics vilde vækstrejse bl.a. gennem digital udvikling. Han er god til at få ideer og mindst lige så god til at lytte, sparre og interessere sig for sine medarbejdere.

Også på hjemmefronten, hvor han og ægtefællen Trine hver har tre børn og fem tilsammen, får han ting til at ske. Da sønnen fx manglede et træningscenter, tog Per Stryhn sagen i egen hånd og fik etableret Herfølge Fitness, ligesom han meldte sig ind i lokalpolitik, fordi noget skulle ændres, da børnene gik i institution. Han er typen, der ”kom til selv at bygge et sommerhus” i corona-tiden, og som sammen med sine to brødre og svoger har startet eget øl-bryggeri som en fælles hobby.

Det var da også især fællesskabet og den familiære virksomhedskultur, der gjorde, at han for lidt over tre år valgte at kaste sin energi over netop Vaillant Nordics, hvor han så muligheder i at arbejde med mennesker og derigennem bidrage til den grønne omstilling. Her glæder han sig til at fortsætte den spændende rejse, der består i at få tyske kvalitetsvarmeløsninger, der blandt andet er testet til et koldt og fugtigt klima, helt ind i de nordiske hjem.