Hvis du ligger inde med en god idé på det energiteknologiske område, så er det med at komme i gang med at få beskrevet det så godt, at du måske kan få del i de i alt 400 mio. kr., der er afsat i Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
Der er ansøgningsfrist for første runde (230 mio.) fredag den 2. marts kl. 15.
Pengene går til udvikling og demonstration af ny energiteknologi. Midlerne udbydes bredt til alle teknologier, der er relevante for den grønne omstilling. Udover den store pulje er der to såkaldte særpuljer:
• 8 mio. kr. til projekter om energieffektiv transport
• 9,8 mio. kr. til projekter om miljøvenlig og energieffektiv produktion af olie og gas.
De sidste 170 mio kr. fra hovedpuljer foregår til efteråret.
Du kan læse mere om puljen, ansøgninger og meget andet godt her.
Energistyrelsen har oplistet en række punkter omkring ansøgningerne:
En ansøgning består af en række bilag, som skal indsendes via ansøgningsportalen.
Men hvad skal der til for at lave en god ansøgning? Her er et par gode råd til, hvad du skal huske, når du søger støtte:
• Sæt dig grundigt ind i indkaldelsesmaterialet (ansøgningsskema, budget, tidsplan m.m. og de konkrete kriterier, som din ansøgning bliver bedømt efter).
• Sæt det rette hold af projektdeltagere. Sørg for, at de relevante faglige kompetencer fra flere led i udviklingskæden er repræsenteret, og at det fornødne engagement er til stede – fra alle involverede projektdeltagere.
• Sørg for at beskrive ”state of the art” inden for det område, din ansøgning dækker. Programmerne støtter ikke ideer, der er støttet eller realiseret tidligere. Det nyskabende element og videreførelsen af det eksisterende er derfor vigtigt at få tydeliggjort. Fokusér på, hvad der kommer ud af projektet – hvad man står med i hånden, når det er færdigt.
• Opret dig på det relevante programs tilmeldingssystem i god tid og undgå tekniske problemer i 11. time. Det er ærgerligt at aflevere den perfekte ansøgning for sent, fordi man ikke kan betjene tilmeldingssystemet.
• EUDP afholder informationsmøder den 30. og 31. januar 2018, hvor det er muligt at stille spørgsmål og blive klogere på, hvad en god ansøgning indeholder.
Fakta om EUDP
• Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) er en offentlig tilskudsordning. Ordningen støtter ny teknologi på energiområdet, som kan bidrage til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima.
• Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) er med til at skabe vækst og arbejdspladser, øge forsyningssikkerheden og gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler.
• Tidligere evalueringer af EUDP-støttede projekter har vist, at programmet er med til at øge eksporten af dansk energiteknologi og til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark. Den seneste evaluering af Cowi vurderede, at programmet skaber en øget meromsætning på 2,7 kroner for hver støttekrone og en øget eksport på 2 kroner i de deltagende virksomheder med projekter i demonstrationsfasen.