Energinets forlængede pause skaber usikkerhed om nye batteriprojekter

I marts satte Energinet tilslutningen af nye projekter på pause i tre måneder, fordi udbygningen af transmissionsnettet ikke kan følge med den stigende efterspørgsel. I sidste uge blev pausen forlænget frem til efteråret, hvilket skaber yderligere usikkerhed for virksomheder og projektudviklere. Sådan oplyste Energinet i en pressemeddelelse i onsdags.

For Solarpark er konsekvenserne allerede mærkbare.

Vi forventer aflysning af batterikontrakter i omfanget 5-10 millioner kr., hvor der allerede er brugt 200+ udviklingstimer, og hvor kunden har investeret tid og penge op til den uventede pause.

Selvom Energinet kun trykker pause i det overordnede elnet, så skaber det stor usikkerhed hos lokale elnetselskaber om, hvad der må tilsluttes lokalt. I områder med stor elproduktion, ser vi nu også batterianlæg under 1 MW blive sat på pause, også selvom strømmen kan håndteres lokalt.

Det skyldes, at der er risiko for, at der kommer strøm fra batteriet ud på elnettet på tidspunkter, hvor der i forvejen er overskudsproduktion i området. Når batterier sender strøm ud på nettet, fordi der er behov for den et andet sted i landet, så skal energien ofte igennem Energinets kabler. Derfor er flere lokale elnetselskaber blevet mere forsigtige med nye godkendelser, da de ikke vil godkende anlæg, der kan vise sig at skabe udfordringer i det overordnede elnet.

Hos Solarpark håber vi derfor, at der hurtigt kommer tydelige retningslinjer, som gør det muligt for både store udviklere og almindelige, lokale virksomheder at understøtte et grønt og stabilt elnet med batterier, vindmøller og solceller.

Illustration af flaskehalsproblemer i elnettet