Se hvornår strømmen er grønnest og billigst med ny funktion i Wiser-appen for boligejere

Se hvornår strømmen er grønnest og billigst med ny funktion i Wiser-appen for boligejere

Ny opdatering af smarthome-systemet Wiser fra Schneider Electric giver boligejere mulighed for med få klik at planlægge strømforbruget efter, hvornår strømmen er billigst og grønnest.

Ballerup, den 25. september 2023 – Der er masser af penge at spare på elregningen, hvis man planlægger sit strømforbrug efter elpriserne. Og nu bliver det langt lettere for brugerne af smarthome- og energistyringssystemet Wiser af gøre lige præcis det, da Schneider Electric netop har lanceret en opdatering af Wiser-appen, som integreres med den paneuropæiske el-børs Nord Pool.

Med blot få klik i Wiser-appen kan brugerne nu både se prisen på strøm i realtid samt en prognose, som opdateres hver dag kl. 14 for de kommende 48 timer, og indstille deres tilkoblede enheder til at tænde og slukke derefter. Den nye funktion kræver blot, at brugeren får en elektriker til at installere en energisensor fra Schneider Electric i eltavlen.

Billig strøm er ofte den grønneste
Foruden at bidrage positivt til husholdningsbudgettet, kan brugen af den nye prisfunktion i Wiser også gavne det store klimaregnskab. For ofte er den billigste strøm også den grønneste.

”Med integrationen af Nord Pool-prognoser i Wiser kan brugerne både spare penge og bidrage aktivt til den grønne omstilling. Prisen på strøm er typisk højst om morgenen og aftenen, hvor efterspørgslen er stor, men ved at sprede danskernes strømforbrug mere ud over dagen, hvor strømmen også er billigere og ofte produceret af vedvarende energikilder, kan appen ikke bare skabe besparelser for brugerne, men også bidrage til stabiliseringen af elnettet til gavn for hele samfundet,” siger Martin Hanibal, Offer Manager Smart Home hos Schneider Electric.

Flere nye funktioner inden for energistyring og -overvågning bliver tilgængelige i Wiser-appen hen over efteråret, blandt andet muligheden for at modtage personaliserede spareråd og forbrugsoverblik ved installation af blot en enkelt PowerTag i eltavlen.

Den nye funktion i Wiser-appen er allerede tilgængelig. Læs mere her.

Om Schneider Electric
Schneider Electric blev i januar 2021 kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed. Det skete blandt 8.080 nominerede på det internationalt anerkendte Global 100-indeks. Vores formål er at gøre alle i stand til at få mest muligt ud af klodens energi og ressourcer, så vi kan forbinde udvikling og bæredygtighed. Vi kalder dette Life Is On. Vores mission er at være din digitale partner for bæredygtighed og effektivitet. Vi driver den digitale transformation og muliggør de fuldt integrerede digitale ledelsesværktøjer og administrationsløsninger til bygninger, datacentre, infrastruktur, private hjem og industrivirksomheder. Dette gør vi muligt ved at integrere vores førende proces- og energiteknologier, ”end-point to cloud” IoT-produkter, styringsenheder, software og services. Vi er den mest lokale af de globale virksomheder. Vi er fortalere for standarder og økosystem af partnerskaber, der er åbne og, som også brænder for vores værdier: Meningsfuldt, inkluderende og styrkende. http://www.se.com/dk/da/