Intelligent boligstyring for alle

Nu lanceres ABB-free@home, der gør det intelligente hjem økonomisk tilgængeligt for alle. Systemet betjenes via en app og er både nemt at installere og konfigurere.

ABB-free@home konfigureres med drag-and-drop i en gratis app
ABB-free@home konfigureres med drag-and-drop i en gratis app.

 

Fremover bliver intelligent boligstyring gjort økonomisk tilgængeligt for private i Danmark med ABB-free@home, der giver nem og intuitiv styring af lys, varme, aircondition, persienner og porttelefon via en app. Samtidig er systemet så simpelt at installere og konfigurere, at installatørerne vil kunne tilbyde det uden at behøve en dyr og tidskrævende certificering.

– Systemet er skræddersyet til private boliger, og målet har været at gøre det nemt for alle. Den fysiske installation er ganske simpel, og ellers avancerede funktioner som tidsstyring, hjemmesimulering og sluk-alt opsættes i en nem og intuitiv brugerflade, fortæller Rasmus Trolle-Hemmingsen, Product Marketing Manager ABB.

Ved opførsel af boliger eller renovering af installationer, vil installatøren således kun skulle trække et buskabel sammen med elkablerne for at forberede til ABB-free@home. Efterfølgende konfigureres systemet med drag-and-drop af ikoner i brugerfladen på app’en, hvor installatøren og også beboerne vil kunne opsætte forskellige scenarier for alt fra lys til varme.

 Forud for lanceringen har installatørfirmaet Inlite som de første installeret den brugervenlige intelligente boligstyring i en privatbolig på Amager.

– I nybyggeri kan det ikke blive meget nemmere. Et enkelt kabel mellem enhederne, og så klares resten via app’en. Det er meget intuitivt og nærmest ikke sværere end at navigere rundt på en hjemmeside, fortæller Casper Skaarup fra Inlite.

Smarte styringssystemer er normalt forbundet med høje omkostninger, men slutbrugerens anskaffelsespris af ABB-free@home vil svare til cirka én procent af de samlede omkostninger ved et nybyggeri. Her øger den intelligente styring komforten og vil kunne nedbringe energiforbruget med intelligente funktioner som lyssænkning og sluk-alt. Samtidig vil et intelligent og brugervenligt knudepunkt for de elektriske installationer fremtidssikre boligen, hæve handelsværdien og gøre den nemmere at sælge.

 

ABB-free@home blev lanceret på det tyske marked i juli 2014, hvor det har fået stor udbredelse. Efterfølgende er det blevet udbredt til blandt andet Sverige, Indien og nu Danmark.