Fyn kommer på den grønne gren med ny fremtidssikret elforsyning

Servicetekniker

På Danmarks tredjestørste ø, Fyn, kan flere end 215.000 husstande og virksomheder se frem til en mere stabil og klimavenlig energiforsyning. Det lokale forsyningsselskab, Vores Elnet, der forsyner det meste af Fyn med strøm, har indgået en rammeaftale med power-management virksomheden Eaton. Det betyder, at forsyningsselskabets mange teknikhuse rundt om på Fyn får fuldt automatiseret SF6-frit koblingsudstyr leveret af Eaton hen over de næste fire år.

Den nye rammeaftale skal understøtte forsyningsselskabets automatisering af driften og skære yderligere ned på andelen af SF6-holdigt koblingsudstyr. Dermed er det ikke kun forbrugerne, der får gavn af aftalen, men også klimaet.

”Vi vil gerne bidrage til, at Danmark når målsætningen om at reducere vores drivhusgasudledning med 70 procent i 2030. Grønne, langsigtede projekter, som fx at investere i SF6-frit koblingsudstyr, er et vigtigt bidrag,” siger Mikael Sivertsen, der er teknisk direktør i Vores Elnet.

Koblingsudstyret Xiria fra Eaton er baseret på vakuumteknologi, der i modsætning til de fleste mellemspændingssystemer bruger luft og ikke den skadelige SF6-gas som isoleringsmiddel.

For den potente SF6-gas er udråbt af FN’s klimapanel som den mest skadelige drivhusgas nogensinde med et globalt opvarmningspotentiale, der er 25.200 gange højere end CO2. Dermed har det en markant betydning for klimaet, når Vores Elnet vælger at gå forrest og investere i SF6-fri løsninger.

”Det her er en af de mest opløftende opdateringer af det danske elnet, jeg kender til. Og det er en virkelig god nyhed for vores klima. For vi kommer hurtigt til at glemme de grønne ambitioner, når det gælder mindre komponenter såsom mellemspændingsanlæg. Og det er en skam, for der er tale om en ofte lavthængende frugt med stor gevinst for både klimaet og økonomien,” siger Henrik Wilhøft, Project Sales Engineer hos Eaton Danmark.

Et SF6-system indeholder typisk mellem to og fire kilo SF6-gas. Det svarer til mellem 50.000 og 100.000 kilo CO2, der kan bidrage til drivhuseffekten i flere generationer, hvis det ledes ud i atmosfæren.*

Kortere og færre afbrydelser for slutbrugerne

Det er ikke kun det grønne aftryk, der gør aftalen fremsynet. Det er også anlæggenes tekniske løsning, der sikrer hurtige oppetider i tilfælde af strømafbrydelser eller nedbrud på elnettet. For i takt med at vi ser ind i et elnet med flere tilkoblinger og en markant udbygning af elnettet til vedvarende energi, må vi også berede os på en tid, hvor der opstår flere nedbrud og udfald.

Og her går Vores Elnet også forrest. Rammeaftalen stiller nemlig også krav om fuldt automatiserede og integrerede anlæg, der gør det muligt at overvåge i realtid. Det gør det hurtigere og lettere at lokalisere og løse eventuelle fejl og strømafbrydelser samtidig med, at anlægget har kortere nedetider, og slutbrugerne oplever færre afbrydelser.

Samtidig giver aftalen Vores Elnet en vedligeholdelsesfri løsning, der både sparer det fynske forsyningsselskab for mandetimer og reducerer slutbrugerens elregninger.

”Rammeaftalen med Vores Elnet cementerer ikke kun vores kompetencer inden for SF6-fri løsninger. Den sikrer også, at vi hele tiden udvikler os og tænker i fuldt integrerede løsninger. For det er fremtiden,” siger Henrik Wilhøft, Project Sales Engineer hos Eaton Danmark.

Aftalen mellem Eaton og Vores Elnet trådte i kraft 1. januar 2023. Som en del af aftalen skal Eaton levere 100 SF6-fri koblingsanlæg årligt hen over de næste fire år med mulighed for at forlænge aftalen op til 10 år.

* SF6-gas har en levetid på mere end 3.200 år.

Læs mere om SF6-fri kobling af mellemspænding.