ABB

ABB er med til at sikre ren luft

ME Production er en førende spiller på det globale marked inden for røgrensningsudstyr til skibe, så svovlholdig røg ikke udledes og danner syreregn. Lavharmoniske frekvensomformere fra ABB er med til at beskytte udstyrets vitale pumpemotorer og reducere energiforbruget.

Mens “landkrabber” i mange år har haft øjnene rettet mod skorstene og forurenende industrivirksomheder på land, har FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, spejdet ud over de syv verdenshave.

De fleste skibe anvender nemlig tung fuelolie som brændstof, og fuelolien har et relativt højt svovlindhold. Den udledes med skibets udstødningsgas i form af svovldioxid (SO2). Det er skadeligt for levende organismer og kan medvirke til dannelse af syreregn.

IMO’s globale grænse for svovlindhold er i dag på 3,5 pct., men fra 2020 sænkes den til 0,5 pct. Heldigvis er skibsindustrien indstillet på at opfylde kravene og har sat alle sejl til. Med hjælp fra blandt andre ME Production i Frederikshavn kan den svovlholdige røg renses. Det sker ved hjælp af såkaldte “scrubbers” (røggasrensningssystem), så svovlet ikke udledes med udstødningsgassen.

– Så ser man et skib ude på havet, og der kommer hvid røg op af skorstenen, kan man være ret sikker på, at der er monteret en scrubber. For røgen er i virkeligheden ganske harmløs damp, forklarer Boye Skjold Nielsen med et smil.

Han er software-udviklingschef hos den danske virksomhed, der tæller en række af verdens største rederier på sin kundeliste.

Røg vaskes ren
Både ældre skibe og nybygning får monteret én eller flere scrubbers for at leve op til de fremtidige krav.

– Princippet er relativt simpelt. Scrubberen monteres på udstødningssystemet et sted mellem skibets motor og skorsten. Ved hjælp af en masse dyser sender vi forstøvet vand ind gennem røgen og binder blandt andet SO2, som vi opsamler i tanke og efterfølgende affaldsbehandler.

Udfordringen består ifølge Boye Skjold Nielsen i, at en scrubber kræver vand i stride strømme. Helt bogstaveligt. Og den slags kræver tilsvarende store pumpemotorer, masser af energi og ikke mindst en pålidelig styring.

– Vi havde på et tidspunkt noget drilleri med harmoniske forvrængninger, som både kan skade motorer og andet elektrisk udstyr, ligesom de kan have stor indflydelse på energiforbruget. Alt sammen faktorer, som vi ønsker at have kontrol over, og her kom ABB til undsætning, fortæller Boye Skjold Nielsen med henvisning til teknisk rådgivning og vejledning fra ABB’s salgsingeniør Jørn Schulz.

Blødt net om bord
Elforsyningen på et skib leveres af en eller flere generatorer. Jo mindre generator, des “blødere” net er der sandsynligvis tale om.

– Ikke-lineær last skaber harmonisk støj (THD), fordi strømmen ikke trækkes kontinuerligt. Den type last trækker strømmen i ”skvulp” fra forsyningen, og det kan påvirke en motors levetid og energiforbrug. Så Boye og jeg dykkede ned i specifikationer og tegninger, hvorefter jeg kunne anbefale vores ultralavharmoniske ABB-frekvensomformere med aktiv front-end, forklarer Jørn Schulz og tilføjer:

– Samtidig fik vi koblet vores sikkerheds- PLC’er med de to sikkerhedsfunktioner STO og SS1-t på. Det giver effektivt stop af frekvensomformerne, mens man bibeholder forsyningen.

Måler på motoren
Selv om princippet bag en scrubber er enkelt, er virkeligheden en ganske anden.

– Der sidder en lang række følere og optiske sensorer, der måler pH-værdier og analyserer på indholdet af fx SO2 og CO2. Det har betydning for de processer, som vi håndterer. På samme måde er udledningen af røg i sagens natur ikke konstant. Derfor har vi lagt en føler ud i maskinrummet, hvor vi måler på motorbelastningen, så vi kan styre vores frekvensomformere på pumperne til scrubberen. Det hele hænger sammen, siger Boye Skjold Nielsen og vurderer i samme åndedrag, at han og hans team på seks mand ikke bliver arbejdsløse foreløbigt.

ME Production beskæftiger 190 medarbejdere i Frederikshavn og ca. 100 i udlandet, og med en bugnende ordrebog forventes antallet at stige de kommende år.

NEJ TIL SYREREGN
De fleste skibe anvender tung fuelolie som brændstof. Fuelolien har et relativt højt svovlindhold sammenlignet med andre brændstoftyper, og svovlet udledes med skibets udstødningsgas i form af svovldioxid (SO2), der er skadeligt for levende organismer og kan medvirke til dannelse af syreregn. Derfor er det vigtigt, at grænserne for tilladt svovlindhold overholdes.

FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, har sat grænsen til 3,5 pct., men fra 2020 sænkes den til 0,5 pct. Det giver travlhed hos ME Production i Frederikshavn, hvor man fremstiller scrubbers (røgrensningsudstyr) til skibe. I 2019 har virksomheden leveret anlæg til ca. 60 skibe, og man forventer omkring det dobbelte antal i 2020.