Søndag den 15. september blev en milepæl i dansk energiforsyning. For første gang producerede vindmøller mere strøm fra midnat til midnat, end vi havde brug for. Baggrunden var blandt andet et ordentligt blæsevejr, og det kastede faktisk flere rekorder af sig. Døgnrekorden blev på 130 procent set over hele døgnet. Tidligt søndag morgen mellem klokken 2 og 3 produceredes helt op til 60 procent mere strøm, end det danske marked efterspurgte. Det slog også den hidtidige rekord fra pinsedag, 9. juni 2019, hvor vindmøllerne stod for 52 procent mere produktion end forbruget.
Efterhånden som det danske net af vindmøller bliver stadigt større, vil flere og flere rekorder blive slået. Set tilbage er det gået utroligt stærkt med at nå så langt, så hurtigt.
– For bare ti år siden fyldte vind kun omkring én femtedel af vores forsyning, så det er gået vanvittigt stærkt, når vi ikke bare har timer, men hele døgn, hvor vindmøller producerer mere strøm, end vi har brug for, siger Carsten Vittrup, der er energistrategisk rådgiver i Energinet.