Vi har massevis af vindenergi, og der kommer efter planen mere til. Men vindenergi har den store udfordring, at den kommer, som vinden blæser. Derfor vil det være oplagt at gemme eventuelt overskudsenergi, og den mulighed er faktisk rykket pænt meget nærmere. Trylleformularen hedder katalytisk hydropyrolyse af biomasse. Kemien er indviklet, men går ud på, at man anvender energi fra vindmøller til at drive en kemisk proces, hvor biomasse bliver nedbrudt og slutproduktet er benzin og diesel. Fremstillet helt syntetisk og uden at det har været i nærheden af en oliekilde
Fordi skiftet fra vind til brændstof sker ved mellemkomsten af biomasse, det kan være træ, halm eller alger, er det syntestiske brændstof CO2-neutralt.
Det kan lyde som en økologisk fremtidsvision, der næsten er for god til at være sand, men faktum er, at det allerede er ved at blive kommercialiseret under navnet IH2. Ifølge de foreløbige beregninger kommer en liter syntetisk dieselolie til at have en produktionspris på ca. 4 kroner, altså ikke markant forskellig fra de nuværende brændstofpriser – uden de mange afgifter.
Verden går mod en elektrificering, og selvom den klassiske forbrændingsmotor af mange årsager er ved at køre i garage, så går det trods alt ikke med Tesla-fart. Hvis vi lige undtager Norge. Alle andre steder på kloden er det stadig benzin/diesel-biler, der i stor stil kører ud fra forhandlerne, og derfor vil der være behov for brændstofferne i mange år fremover.