Den økonomiske ekspertgruppe, som regeringen har nedsat, har barslet med, hvordan man udfaser hjælpepakkerne til dansk erhvervliv. Umiddelbart er et af hovedpunkterne, at pakkerne skal stoppe i juli.
Hos SMVdanmark advarer man dog om et brat stop.
– Fjerner vi hjælpepakkerne fra den ene dag til den anden, må politikerne erkende, at selv sunde virksomheder bukker under. Et af problemerne er, at opsigelsesvarslerne jo er uforandrede. Afskediger man, har man stadig udgiften til løn til de funktionæransatte i en længere periode, fordi de har relativt lange opsigelsesperioder. Alene det er et godt argument for, at ordningerne udfases og ikke bare stoppes, siger vicedirektør siger Jakob Brandt.
Også hos Tekniq Arbejdsgiverne opfordrer man til en mere blød landing.
– Vismændene sagde det helt tydeligt: Fald i efterspørgslen afhjælpes bedst ved ekspansiv finanspolitik. Vi skal altså have gang i værktøjskassen med stimuli, så vi kan sikre, at virksomhederne eksempelvis tør investere i digitalisering, og at danskerne ikke holder unødigt fast i deres penge og for eksempel tør hyre en el- eller vvs-installatør til at energirenovere boligen, siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i Tekniq Arbejdsgiverne, og fortsætter:
– Men vi skal stadig gå på to ben. Det har jo hele tiden været klart, at hjælpepakkerne var en midlertidig håndsrækning, men det er afgørende at sikre en gradvis udfasning, så virksomhederne ikke falder ud over en klippekant, når hjælpepakkerne stopper fra den ene dag til den anden. Her synes jeg, at ekspertgruppen lægger op til en hård landing for virksomhederne, siger Troels Blicher Danielsen.
Kilde: SMV/Tekniq Arbejdsgiverne