Verdo har købt alle Eniigs aktiviteter inden for gadelys. Aftalen omfatter drift og vedligehold af ca. 100.000 gadelysenheder i flere jyske kommuner samt ejerskabet af gadelysanlægget i Herning. I forvejen drifter og vedligeholder Verdo stort set det samme antal, så med aftalen har virksomheden fordoblet sine aktiviteter på gadelys, og er dermed blevet en af landets største aktører inden for området.
Eniig har igennem en række måneder søgt efter en køber til sin gadelysforretning, mens Verdo har været på udkig efter at konsolidere forretningsområdet. Derfor er aftalen et plus for begge energikoncerner.
– Gadelys er et forretningsområde, vi gerne vil vækste på. Nu får vi en endnu stærkere platform til at vise, at kunderne får god service og effektive løsninger hos Verdo. Vi ser meget frem til samarbejdet med vores nye kunder, siger divisionsdirektør med ansvar for teknisk infrastruktur i Verdo, Morten Birch.
– I Eniig er vi glade for at have fundet den rette køber til vores gadelys. Vi tog i foråret en strategisk beslutning om at fokusere intensivt på forretningsområderne elforsyning, fiberbredbånd og vedvarende energi. Samtidig vurderede vi, at vores gadelysforretning ikke havde den fornødne størrelse til at kunne bidrage til koncernens indtjening på et tilstrækkeligt højt niveau. Aftalen med Verdo betyder, at gadelysforretningen er fremtidssikret og at vores medarbejdere er i gode hænder, udtaler administrerende direktør Martin Romvig fra Eniig.