Tivoli er kendt for sin imponerende belysning, men den trækker naturligvis også nogle kWh, når kontakten bliver tændt. Men sammen med Ørsted er det lykkedes for den gamle have at skære betragteligt ned for forbruget. 100.000 glødepærer er skiftet ud med LED, og det har givet en ganske klækkelig besparelse – sådan rundt regnet på den gode side af én mio. kWh. Et strømforbrug, som modsvarer 250 villaers årlige elforbrug – eller en lidt sjovere sammenligning; hele Danmarks befolkning kan se X-factor i 1½ time.
En mio. kWh kan naturligvis ses på regningen hos Tivoli, men som altid vil der også falde en besparelse i form af mindre vedligehold, for det kræver naturligvis lidt mandetimer at holde styr på – og udskifte – glødepærer, der er gået ud. De folk får nu ikke helt så travlt.