Energitilsynet har netop indledt sit tilsyn med de omkostninger, som energivirksomhederne har afholdt i 2017 til at sikre gennemførelse af energibesparelser hos energiforbrugerne i Danmark. De nødvendige regnskabsoplysninger for 2017 foreligger nu, og tilsynet går i gang. Tilsynet foregår både ved at gennemgå de indberettede regnskabsdata, men også ved at aflægge kontrolbesøg i en række virksomheder.
Der er i første omgang udvalgt otte energivirksomheder til kontrolbesøg af Energitilsynet. Herefter fortsætter Energitilsynet sit tilsyn blandt de øvrige energivirksomheder. Kontrolbesøgene fokuserer på en gennemgang af omkostninger, herunder stikprøvekontrol af bilag, og selskabernes forretningsgange og bogføring. Formålet med kontrolbesøgene er at holde øje med, at virksomhedernes omkostninger på energispareområdet er berettigede og regnskabsføringen er, som den skal være.
De virksomheder, der er udvalgt til kontrolbesøg blandt net- og distributionsselskaber på el-, gas- og fjernvarmeområdet, er udpeget på grundlag af deres størrelse og geografiske beliggenhed. Der er altså ikke tale om kontrolbesøg, der er afstedkommet af en mistanke eller en formodning om omgåelse af reglerne.
Energitilsynet er i forvejen som led i det forstærkede tilsyn med energispareordningen i gang med at undersøge, om en række net- og distributionsvirksomheder siden 2012 har indgået koncerninterne aftaler på markedsmæssige vilkår.
Denne undersøgelse kører sideløbende med det igangsatte tilsyn med 2017-omkostningerne.
Kilde: Energistilsynet