I sidste uge var det tid for den svære 2’er for Danish Security Fair, der fandt sted i Messe C i Fredericia. Sidste år blev en succes for Danmarks nyeste messe inden for security-området, så spørgsmålet var, om branchen bakkede op.
Og det kan der vel næppe være tvivl om. Både antal udstillere og besøgstallet gik op med cirka 30 procent, så der var godt fyldt op på gangene. Vurderet ud fra hukommelsen havde flere udstillere taget lidt mere grej med og lidt flere ansatte til at stå på standene. Alligevel var der ingen, der stod arbejdsløse hen. I stedet kunne man høre tekniske samtaler, der vidner om, at messen bliver set som et seriøst indspark – her er god viden at hente, og meget af det samlet ét sted. Ikke uoverskueligt stort, ej heller ligegyldigt småt.
De fleste messer forsøger sig med forskellige events, men det er bare ikke altid, det går godt, så stolene står gabende tomme. Sådan var det bestemt ikke ved det stort anlagte video shoot event, hvor en række leverandører gav prøver på, hvad de mestrede. Der var verdenspremiere på begivenheden ved messen i 2018, og det var absolut god grund til at gentage det i år. Der var faktisk ingen tomme stole.
Messen bliver ikke gentaget i 2020, men har ændret termin, så den fremover kommer hvert andet år. Næste messe bliver derfor i 2021.