Efter mere end to års intens udvikling og samarbejde, er softwareudviklerne og beregnerne hos PM El-Beregning klar med nyheden “Montagegruppe Kartotek”.
Montagegruppe-kartoteket løser det kæmpe store problem, alle elberegnere har sloges med siden Landspriskuranten blev udfaset, nemlig; hvor finder man arbejdstiden for materialer, der ikke er tidsstuderet i EL-Branchens Akkordsystem, EBA?
Montagegruppe-kartoteket i Kalkia er opbygget over samme ”skabelon”, som man kender det fra Tekniq og Dansk El-forbunds Landspriskurant, og fra Velteks Varegruppe kartotek, så derfor ”føler beregnerne sig hjemme”, allerede første gang de arbejder med det nye kartotek.
Montagegrupperne indeholder mere end 2.400 unikke ”Pseudomaterialer”, alle indeholdende de nødvendige Montager, Tillæg og Supplementer, der er nødvendige for at finde den korrekte arbejdstid for det givne materiale.
”Pseudomaterialer” er et nyt begreb, der er indført i Kalkia. Et pseudomateriale er et materiale, der ikke har nogen materialepris, men derimod alle de nødvendige Montager, Tillæg og Supplementer, som elberegnere landet over har behov for at kunne arbejde med for at regne den helt rigtige og knivskarpe pris på et givent projekt, og dermed både vinde licitationen og samtidig være helt tryg ved ens egen tidsberegning.
Tidsstudier fra EL-Branchens Akkordsystem EBA er dynamiske og udvikler sig løbende i takt med, hvor mange studier der udføres af Tidsstudiegruppen under Tekniq og Dansk El-forbund. Samme dynamik er indført i Kalkias nye Montagegruppe-kartotek, så i takt med at der udføres flere og flere tidsstudier, bliver montagerne på Kalkias Pseudomaterialer også mere og mere valide i forhold til overenskomsten.
Samtidigt med indførelsen af Montagegruppe-kartoteket i Kalkia, indføres en ny guide, der blandt de utallige montager som er indført i forbindelse med EL-Branchens Akkordsystem, hjælper brugeren med at finde den montage, der ønskes anvendt. Dette betyder, at såfremt en bruger ikke kender den montagekode, vedkommende søger, så tastes nummeret bare uden montagekode, og så hjælper den nye guide brugeren med det korrekte valg.
Disse nye tiltag i Kalkia forventes at give landets elberegnere en stor lettelse i deres daglige arbejde og ud over at spare beregneren kostbar arbejdstid, så vil det også give endnu skarpere priser til kunderne.