Efter ni års hårdt arbejde åbnede Danmarks største landvindmøllepark officielt i går – klar til at levere grøn strøm til 65.000 nordjyder. Bag det omfattende projekt står selskabet Eurowind Energy A/S, som ligeligt ejes af Norlys og de oprindelige stiftere.
Med 18 møller, som måler 150 meter og har en effekt på 4,3 MW, er parken nu Danmarks største. Med ni møller placeret i Vesthimmerland og ni møller i Jammerbugt kommune kan 65.000 nordjyder nu se frem til mere grøn strøm i stikkontakten.
Thorup-Sletten Vindpark er rigtig godt eksempel på, at vi i Danmark er langt fremme, når det gælder grøn energi. Det gør mig både som erhvervsminister og nordjyde rigtig stolt, at Nordjylland nu kan prale af at have Danmarks største landvindmøllepark, som kan lave grøn strøm til 65.000 husstande. Vi har i regeringen sat en ambitiøs målsætning om at reducere vores CO2-udledning med 70%, og vi arbejder benhårdt sammen med erhvervslivet på gøre den ambition til virkelighed, selvom det er en svær opgave. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi når en ny grøn milepæl i dag. Jeg er sikker på at de friske nordjyske vinde får de mange nye vindmøller til at snurre, så de puster grønt lys i en masse hjem rundt omkring, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Også hos Eurowind Energy er der glæde over den nye vindmøllepark
Med indvielsen af Thorup-Sletten kommer vores samlede portefølje af vind og sol op på en årlig elproduktion på næsten 1.000 GWh, der svarer til 250.000 husstandes årlige strømforbrug. Vi er selvfølgelig stolte af, at vi på den måde er væsentlige bidragsydere til Danmarks grønne omstilling og ambitionen om et mere klimavenligt Danmark, siger Jens Rasmussen, CEO i Eurowind Energy A/S