Energi- og fibernetkoncernen Seas-NVE køber Ørsteds eldistributionsforretning Radius, privatkundeforretning og udendørsbelysning. Seas-NVE betragter købet som et perfekt match og en afgørende styrkelse af selskabets kerneforretningsområder og kompetenceniveau.
– Med købet har vi skabt et historisk stærkt udgangspunkt for Seas-NVE. Vi bliver ikke blot større, men vigtigst af alt stærkere. Det kræver volumen og skala at drive og udvikle kritisk infrastruktur som elnettet samt at udvikle store kundeporteføljer og nye smarte, teknologiske løsninger. Købet sikrer fortsat faldende tariffer, samtidig med at vi får en stærkere muskel til at drive energisystemet i en grønnere retning, fortæller administrerende direktør Jesper Hjulmand, Seas-NVE.
Købet sikrer Seas-NVE den skala, der skal til for at sætte yderligere fart på den grønne omstilling. Det sker blandt andet ved at styrke energisystemet, så det kan håndtere et langt mere svingende elforbrug og den fortsat stigende elproduktion fra vindmøller, solceller og anden decentral produktion. Samtidig stiller en omfattende elektrificering af transportsektoren nye krav til elnettet.
– Det danske elnet spiller en afgørende rolle i udviklingen af vores region og samfund. Men infrastruktur kræver store og langsigtede investeringer. Sådan var det også, da Storebæltsbroen blev bygget, og sådan er det, når vi udvikler fremtidens elnet. En udvikling, der nu i kraft af købet kan foregå hurtigere og mere omkostningseffektivt, fordi vi gør det i større skala ved at skabe ét samlet østdansk energisystem, fortæller han.
Handlen mellem Seas-NVE og Ørsted har en samlet værdi af 21,3 milliarder kroner. De senere år har Seas-NVE opnået ekstraordinær finansiel kapacitet blandt andet gennem en positiv udvikling af kerneforretningen og en positiv værditilvækst af Ørsted-aktien, hvor Seas-NVE ejer 9,54 procent.
Seas-NVE udvidede aktieposten i Dong Energy i 2014 og fastholdt aktierne i forbindelse med børsnoteringen af selskabet i 2016. Den strategi høster selskabet nu frugterne af, og aktiepostens positive udvikling gør det muligt at styrke kerneforretningen – til gavn for andelshavere og kunder.
I forbindelse med købet planlægger Seas-NVE over de kommende 12 måneder at nedbringe selskabets ejerandel til cirka 5 procent.
Med købet styrkes Seas-NVE med 750 medarbejdere fra Ørsted.