Det kan godt være, at danske bilister er blevet mere glade for at købe grønne biler, men de skal altså blive langt mere glade, hvis landet skal nå målet om at halvere CO2-udledningen fra trafikken i 2030 og indfri EU’s klimamål. Salget skal ikke mindre end 16-dobles.
– Hvis CO2-udledningen fra biltransporten skal halveres inden 2030, skal elbiler, pluginbiler og konventionelle brændstofbiler hver udgøre en tredjedel af årets solgte nye biler. Det svarer til 75.000 elbiler og 75.000 hybridbiler ud af det samlede personbilssalg på 225.000 i 2019, siger direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
Applus Bilsyn har spurgt 1.426 bilejere, hvad der kunne få dem til at købe en elbil. Mere end hver anden svarer “bedre elbiler med mere rækkevidde” og elbiler, der er “fritaget for afgifter som i Norge”. Hver tredje adspurgte efterlyser “flere ladestationer”.
De Danske Bilimportører ser positivt på mulighederne for at øge salget, blandt andet på grund af den hastige udvikling hos producenterne.
– I dag findes stort set alle typer inden for el- og hybridbiler. Og der kommer mange flere modeller. Samtidig tror vi ikke, at der vil være opbakning til at øge registreringsafgiften hverken i år eller næste år. Det giver gunstige betingelser for køb af endnu flere grønne biler fremover, siger Gunni Mikkelsen.
I 2019 var de mest solgte elbiler Tesla, Hyundai og Renault.