Både erhvervsvirksomheder, offentlige myndigheder og private borgere bruger strøm, som nok ikke var helt nødvendig. For at få klarhed over, hvor meget forskellige produkter bruger og give gode råd til, hvordan man kan spare, har Energistyrelsen lanceret en ganske omfangsrig hjemmeside med det meget sigende navn, Sparenergi.dk.
Her kan både erhvervslivet, det offentlige og private få en masse viden om strømforbrug og veje til at spare på strømmen.
For en håndværker handler det blandt andet om at få indført gode vaner. Behøver alt lys være tændt hele tiden? Er det nødvendig at have den klassiske håndværkerradio drønende på de etager, hvor der faktisk ikke er nogle medarbejdere?
Det er naturligvis i småtingsafdelingen, for det store strømforbrug på en byggeplads ligger i opvarmning og udtørring. Her kan omtanke faktisk spare penge. Blandt andet kan man tænke lidt på afregningsformen. Hvis bygherren bare spytter i kassen, er incitamentet hos entreprenøren til at passe lidt på strømforbruget måske ikke helt så stort, som hvis man var fælles om at betale – og fælles om at hive en eventuelt gevinst i form af mindre forbrug hjem til deling.
Sparenergi.dk har ligeledes et omfattende afsnit til det offentlige, der kommer ind på for eksempel ESCO. Også som helt privat borger kan man få glæde af siden. Her kan man sammenligne, hvor meget strøm en lang række produkter bruger. Lige fra en LED-lyskilde over det store fladskærms-tv til opvaskemaskiner og tørretumblere.
Se mere på Sparenergi.dk
Kilde: Energistyrelsen