Markedet flyder ikke ligefrem over med el-varevogne, men nogle stykker er der da. En af dem er den store VW e-Crafter, der har fået en kraftig justering af prisen. Der er således skåret over 60.000 af introduktionsprisen. Drivlinjen kommer fra den snart hedengangne e-Golf, hvilket vil sige 136 hk og et batteri på relativt beskedne 35,8 kWh, der giver e-Crafter en rækkevidde på 173 km ifølge NEDC-normen, der ikke er nær så realistisk som den nye WLTP.
Men den korte rækkevidde burde ikke betyde noget, mener man hos VW, der har indhentet 210.000 køreprofiler fra mere end 1.500 kunder, og konklusionen var, at de fleste chauffører i løbet af en arbejdsdag kørte mellem 70 og 100 km med deres varebil.
Batteriet kan oplades 80 procent på 45 minutter med en hurtiglader med 40 kW ladekapacitet, og bruger man en wallbox med 7,2 kW ladekapacitet er batteriet fuldt opladet på 5 timer og 20 minutter.