Statistikken taler sit eget klare sprog. Salget af erhvervsbiler ligger nogenlunde konstant, men salget af dæk til biltypen er faldet med 15 procent inden for ét år.
Det kan enten betyde, at bilerne blot står stille. Det er næppe tilfældet. I stedet er forklaringen nok mere, at de standardmonterede sommerdæk bliver kørt helt ned til fælgkanten.
– Vi ser, at ejere og brugere af varebiler kører deres originalmonterede sommerdæk længere ned end tidligere, og det er ikke så heldigt for trafiksikkerheden, påpeger formanden for Dækimportørforeningen Jannick Ditlevsen.
Det har måske ikke den helt store konsekvens på tørre sommerveje, men nu er vi hastigt på vej mod vinteren, og så er nedslidte sommerdæk – eller sommerdæk i det hele taget – ikke den optimale løsning.
Jannick Ditlevsen peger på tyske dæktest, som viser, at sommerdæk har næsten dobbelt så lang bremselængde som vinterdæk på vinterlige veje. Når det gælder igangsætningsevne og svingegenskaber, ser det endnu værre ud for sommerdækkene.
Men faktisk er det ikke bare trafiksikkerheden, der vinder ved at skifte til vinterdæk. Økonomien kan også hurtig blive bedre.
– Hvis man som varebilejer vil vende det positivt, så er det billigere at købe et sæt nye vinterdæk end at skulle betale udgiften til blot en enkelt blød bule, fordi man kørte på sommerdæk på glat vej. Og sker der tilmed personskade som følge af et uheld, der kunne have været undgået ved at køre på de rette dæk til årstiden, så står man både som ejer og som bruger med et moralsk ansvar, man nok gerne ville have været foruden, siger Jannick Ditlevsen.