Elnetvirksomhedernes omkostninger til opfyldelsen af branchens aftale med regeringen om gennemførelse af energibesparelser er faldet for andet år i træk. Det viser Forsyningstilsynets nye benchmarksanalyse af indsatsen i 2018.
Samlet set viser analysen, at net- og distributionsvirksomhedernes gennemsnitlige omkostninger pr. sparede kWh faldt fra 45,8 øre/kWh i 2017 til 43,1 øre/kWh i 2018. Tager man udgangspunkt i niveauet på 49,1 øre/kWh i 2016, er der sammenlagt tale om en reduktion i omkostningerne over de sidste to år på 6 øre/kWh.
Forsyningssyningstilsynets direktør, Carsten Smidt, anser udviklingen som positiv, men vurderer samtidig, at det er for tidligt at tale om en decideret tendens.
– To år er for kort tid til at begynde at tale om årsager. Men det er en udvikling, vi følger nøje, ikke mindst i forbindelse med vores arbejde med at sikre, at elnetvirksomhedernes energispareindsats sker på markedsmæssige vilkår til fordel for forbrugerne. Det er i sidste ende dem, der betaler for indsatsen over elregningen, siger Carsten Smidt.
Kilde: Forsyningstilsynet