Nedslidning på grund af et fysisk eller psykisk hårdt arbejde kan betyde, at den enkelte medarbejder har brug for omskoling. Med sporskifteordningen kan virksomheder få økonomisk støtte til, at nedslidningstruede medarbejdere kan skifte job eller branche. Der er afsat 100 millioner kroner til ordningen, der løber over fire år.
Med sporskifteordningen kan der gives op til 120.000 kroner i støtte til en medarbejder, der er i risiko for at blive nedslidt. Pengene går til at dække diverse kursusudgifter og lønnen til medarbejderen under uddannelsen, der må vare op til 40 dage.
Sporskifteordningen er målrettet medarbejdere i 20 nedslidningstruede brancher og giver mulighed for, at medarbejdere kan hjælpes videre til en ny jobfunktion i samme virksomhed eller til et job i en anden virksomhed.
En medarbejder kan deltage i efteruddannelse som for eksempel AMU-kurser, vejledning og eventuelt praktik i op til 40 dage inden for en periode på seks måneder. Alle kursusudgifter kan blive dækket af ordningen, hvis de giver erhvervsrettede kvalifikationer og kompetencer, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Virksomheden kan yderligere få udbetalt lønkompensation på op til 260 kr./time og få dækket omkostninger til administration og koordinering svarende til maksimalt fem timer à 260 kroner pr. sporskiftepakke, der kan omfatte en eller flere medarbejdere i virksomheden.
Det er virksomheden, der skal søge om støtte fra sporskifteordningen, og det skal ske i tæt samarbejde med medarbejderen. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) administrerer sporskifteordningen. Virksomheder kan søge via STAR.dk
Nedslidningstruede brancher
• Anlægsarbejde
• Daginstitutioner
• Døgninstitutioner og hjemmepleje
• Frisører og anden personlig pleje
• Færdiggørelse af byggeri
• Hotel og camping
• Installation og reparation af maskiner og udstyr
• Landbrug, skovbrug og fiskeri
• Nærings- og nydelsesmidler
• Opførelse og nedrivning af byggeri
• Politi, beredskab og fængsler
• Religiøse institutioner og begravelsesvæsen
• Rengøring
• Restauranter og barer
• Slagterier
• Transport af passagerer
• Transportmidler
• Træ og møbler
• Vand kloak og affald
• Serviceydelser i forbindelse med luftfart