Ud fra en forventning om stærkt øget efterspørgsel på edge computing og mikrodatacentre indgår Schneider Electric og SEC Datacom et samarbejde for at kunne levere komplette løsninger på området.
Ifølge rådgivningsvirksomheden McKinsey bliver 127 nye IoT-enheder forbundet til internettet hvert eneste sekund året rundt. Med til historien hører, at de mange enheder og applikationer lægger et tungt pres på båndbredden og skaber forsinkelser – høj latency – hvilket skaber dårlige brugeroplevelser. Derfor tyder meget på, at fremtidens datahåndtering bliver en kombination af to verdener, hvor kritiske data bliver opbevaret i interne mikrodatacentre og den øvrige data i skyen.
Udviklingen på området er i høj grad blevet bemærket hos Schneider Electric, der netop har indgået en ny partnerskabsaftale med datacenterdistributøren SEC Datacom. Formålet er at styrke Schneider Electrics position inden for edge computing – karakteriseret ved etableringen af mikrodatacentre til opbevaring af forretningskritiske data tæt på virksomheder.
I forbindelse med etablering af mikrodatacentre leverer Schneider Electric alt fra rackskabe til køling, software, overvågning og sensorer, mens den nye samarbejdspartner SEC Datacom blandt andet leverer servere, netværk og storage. Dermed ender parterne med en komplet pakke, hvilket glæder Asbjørn Navrestad, salgsdirektør hos SEC Datacom.