Nu skal det være slut med at kunne bygge nyt, uden at tænke på ladestandere til elbiler. Senest fra den 10. marts i år vil det blive obligatorisk at opsætte ladestandere eller i det mindste være forberedt til det. Det gælder dog kun ved nybygning eller større og mere omfattende renoveringer.
Faktisk trådte ændringen af byggeloven, der har rod i EU’s bygningsdirektiv, i kraft den 1. januar, men Transport-, Bygnings- og Boligministeriet er i fuld gang med at udarbejde den endelige bekendtgørelse, men allerede nu ligger det fast, at kravene, som minimum, bliver følgende:
Ved en ny beboelsesejendom med mindst 10 parkeringspladser skal der forberedes ladestandere til alle pladser. Er den nye bygning ikke til beboelse, men stadig har mindst 10 parkeringspladser, skal der opsættes mindst én ladestander og der skal forberedes til ladestandere for mindst hver femte p-plads.
Heller ikke den eksisterende bygningsmasse slipper som sagt for krav. Er der tale om renoveringer eller større ombygninger, gælder de samme krav, som er gældende for nybygninger.
Mindst ligeså interessant for mange er nok de krav, som gælder den eksisterende bygningsmasse, der ikke er beboelse, og som ikke gennemgår en renovering. De slipper nemlig heller ikke. Her er kravet dog slækket noget. Her skal opsættes mindst én oplader, hvis der er mere end 20 p-pladser, og der er måske nogle år at løbe på. Formentlig vil ladestanderne ved sådanne ejendomme først skulle være etableret senest den 1. januar 2025, men en mere konkret dato vil blive meldt ud i bekendtgørelsen.