Danske virksomheder med IoT-ambitioner uden for landets grænser får nu bedre muligheder med Telenor som netværkspartner, efter at teleselskabet har indgået en række nye, store roamingaftaler i blandt andet Tyskland, Storbritannien og USA.
Roamingaftalerne er lavet på netværksteknologien NB-IoT (narrowband) og øger mulighederne for at bruge teknologien på tværs af grænserne.
Netværket henvender sig især til små batteridrevne enheder, som i stigende grad bruges inden for IoT. Det er specielt godt til use cases, hvor datavolumen er lav, og hvor hurtige svartider ikke er altafgørende.
Med de seneste aftaler med de udenlandske udbydere Vodafone og AT&T har Telenor nu rundet mere end 400 roamingaftaler rundt om i verden på tværs af alle typer netværk.
Vi kan se, at efterspørgslen er der fra en bred vifte af erhvervskunder, der arbejder med innovative, digitale løsninger. IoT er godt på vej til at blive et seriøst konkurrenceparameter i forhold til at skabe succes for mange virksomheder på eksportmarkederne, så det er et meget vigtigt forretningsområde for os, siger Jan Rasmussen fra Telenor.
Kilde: Telenor