Salget af varmepumper stiger og stiger. Uheldigvis er det ikke alle installationer, der er udført lige godt, og derfor præsenterer Energistyrelsen nu en frivillig standard for varmepumpeinstallationer. Den skal hjælpe forbrugerne med at få det fulde udbytte af deres varmepumpe.
Standarden skal øge energieffektiviteten af varmepumpeinstallationer. Samtidig kan den bruges som aftalegrundlag mellem forbruger og installatør. For installatøren hjælper standarden med at skabe gennemsigtighed i aftalegrundlaget med kunden. På den måde skabes der øget konkurrence for installatører om at levere høj kvalitet.
Konkret stiller standarden krav til, at installatøren og bygningsejeren i fællesskab planlægger placering og dimensionering af varmepumpen. Desuden forpligter installatøren sig til at følge en kontrolplan, som følges op med en kontrolrapport. Standarden for installation af varmepumper har fået navnet DS 1150.
Energistyrelsen har finansieret den nye standard, som er udviklet af Dansk Standard i samarbejde med eksperter inden for installation og fremstilling af varmepumper. Det sker i forbindelse med, at Energistyrelsen anbefaler varmepumper som opvarmningsform for husstande, der ikke har adgang til fjernvarme.
Mere information om standarden her
Kilde: Energistyrelsen