Nogle gange kan gode idéer strande på grund af lovgivning, men sådan skal det ikke være, mener man hos Energistyrelsen.
Derfor tilbyder styrelsen nu, at virksomhederne kan henvende sig og få vejledning og hurtig afklaring, hvis deres nye, innovative forretningsmodel eller energiteknologi er stødt på en barriere i den gældende energi- og forsyningsregulering. Energistyrelsen kan yderligere tildele en såkaldt regulatorisk testzone, som giver en ansøger fritagelse for en specifik lovgivning eller regulering i en afgrænset periode.
Initiativet er organiseret efter en one-stop-shop model, idet der er oprettet et særligt sekretariat i Energistyrelsen, hvor til alle henvendelser og ansøgninger skal rettes uanset den mere specifikke forankring af ansøgers løsningsmodel i ét af styrelsens fagcentre.
For at komme i betragtning til en testzone skal et projekt opfylde 10 kriterier, hvor der bl.a. lægges vægt på, at projektet gavner den grønne omstilling, er innovativt, endnu ikke tilbydes kommercielt, og at det kan gennemføres inden for en afgrænset tidsperiode.
Kilde: Energistyrelsen