EWII er gået i samarbejde med COWI og VKR Holding om et nyt dansk innovations- og accelerationsprogram med navnet Urbantech organiseret af Rainmaking. Målet er over tre år at identificere og hjælpe med at udvikle op til 30 forskellige innovative start-ups inden for tech-baserede løsninger til bæredygtig energi, byggeri og byudvikling.
Udviklingen af fremtidens bysamfund er udfordret på en række parametre. Eksempelvis rummer den grønne omstilling et udbuds-/efterspørgselsproblem og den øgede elektrificering kræver et mere fleksibelt energisystem, der gør byggeri og byer til aktiver i det samlede energisystem. Realtidsdata er i den forbindelse altafgørende og stiller krav til et sikkert og lynhurtigt fibernet. Det er løsninger inden for teknologisk innovation på blandt andet disse områder, som Urbantech programmet vil have opdyrket og frem i lyset.
Urbantech er udviklet i Danmark og etableret i samarbejde med danske virksomheder som EWII, COWI og VKR Holding og støttes af Realdania og Industriens Fond. Projektet sigter globalt, så start-ups over hele verden kan komme i betragtning til udviklingen af det danske samfund og løsningerne kan anvendes internationalt.
Som en væsentlig del af Urbantech-programmet vil de deltagende start-ups blive tilknyttet forskellige forretningsenheder og mentorer i henholdsvis COWI, EWII og VKR Holding for på den måde at få sparring og hjælp omkring deres konkrete pilotprojekter.
Planen er at hjælpe ti start-ups pr. år. Urbantech-programmet løber i tre år, og bliver drevet og faciliteret af Rainmaking, der har indgående erfaringer med lignende acceleratorprogrammer både i Danmark og internationalt.