NKT fortsætter med at sælge fra af sine ikke-kerne aktiviteter.
Denne gang er det selskabets aktiviteter inden for jernbanekabler, som er solgt. Salget er sket på baggrund af et ønske om at fokusere på kerneforretningen inden for energikabler til byggebranchen, forsyningsvirksomheder, interconnectors og til havvindmølleparker. Køberen er den svenske virksomhed Elcowire Group AB.
De solgte aktiviteter omfatter salg, udvikling og produktion af jernbanekabler samt en fabrik i Hettstedt i Tyskland og omfatter ca. 63 medarbejdere. Transaktionen er betinget af relevante godkendelser og forventes senest afsluttet i første kvartal 2019.
På trods at være en profitabel forretning for NKT er jernbaneindustrien et niche-marked, der ikke er defineret som kerneområde i selskabets strategi Excellence 2020. NKT har derfor ledt efter en ny ejer, hvilket nu er lykkedes med salget til Elcowire Group AB.
– NKT har været en tilfreds ejer af forretningen inden for jernbanekabler i en årrække, men det har været en niche-forretning for os. Det er i tråd med vores strategiske fokus at sælge aktiviteterne for at fokusere på vores kerneforretning inden for energikabler, tilbehør og service. Jeg er overbevist om, at vi i Elcowire Group AB har fundet den rigtige ejer til at drive aktiviteterne videre, fortæller Michael Hedegaard Lyng, CEO hos NKT.
Med salget af jernbaneaktiviteterne har NKT siden 2015 frasolgt fire forretningsområder, der ikke tilhører kerneforretningen. I 2017 gennemførte NKT et salg af sine aktiviteter inden for kabler til bilindustrien, i 2016 blev selskabets aktiviteter i Kina solgt fra og i 2015 solgte NKT sine aktiviteter inden for kabinetter.