NKT har underskrevet en kontrakt om produktion og installation af højspændingseksportkabelsystemer til det potentielle havvindmølleprojekt East Anglia THREE (EA3), som ScottishPower Renewables vil udvikle.
EA3 er blevet udvalgt til en Contract for Difference (CfD) i allokeringsrunden i England, hvilket er et vigtigt skridt mod en endelig ordre til NKT. En endelig ordre er betinget af, at kunden giver NKT godkendelse til at starte projektet, og at de træffer en endelig investeringsbeslutning, som forventes senest i 1. kvartal 2023.
Kontrakten til NKT vil omfatte design og produktion af 320 kV DC (jævnstrøm) eksportkabler hvilket inkluderer ca. 2 x 150 km offshore kabler og ca. 2 x 40 km onshore kabler samt installation som NKT vil foretage med et af de mest avancerede og energieffektive kabellægningsfartøjer, NKT Victoria. Projektet har en anslået kontraktværdi for NKT på ca. EUR 250-300 mio. i markedspriser (ca. EUR 190-225 mio. i std. metalpriser).
EA3 havvindmølleparken vil omfatte 100-120 vindmøller placeret 69 km fra den britiske kyst i Nordsøen, og den vil dække et areal på 305 km2. Når vindmølleparken er i drift, vil den kunne producere op til 1.400 MW vedvarende energi.
320 kV HVDC-kablerne vil blive produceret i Karlskrona, Sverige, med et lavt CO2-fodaftryk, da fabrikken anvender 100 procent grøn elektricitet.
Kontrakten ændrer ikke NKT’s finansielle forventninger til 2022.