Rundt omkring i landet står cirka 500.000 enfamiliehuse, der enten opvarmes via naturgas (400.000) eller oliefyr (100.000). I stedet bør de skifte om til varmepumpe, mener Dansk Byggeri, der har begået en analyse, der viser, at et skifte hos alle de berørte boliger ville kunne spare 640.000 tons CO2. Det svarer til, hvad cirka 250.000 personbiler udleder om året, eller mindst to procent af den reduktion af klimagasser, som vi skal nå inden 2030.
Det er dog ikke klaret med et fingerknips. Skift af varmekilde er en dyr fornøjelse, og derfor mener organisationen, at man skal have fat i både pisk og gulerod.
Gulerodden skal bestå af et højere tilskud. Pisken ligger i, at gas-/oliefyr skal udskiftes ved salg.
– Staten giver 20 millioner kroner om året i tilskud til husejere, der vil skifte oliefyret ud. Det beløb bør forhøjes og på længere sigt også inkludere boligejere, der vil udskifte deres naturgasfyr. Man kunne også kræve, at alle enfamiliehuse med olie- eller naturgasfyr, der bliver solgt eksempelvis efter 2025 eller 2030, skal have skiftet varmeforsyning til varmepumpe eller fjernvarme i forbindelse med salget. Eller gøre det muligt for husejere at få installeret varmepumper, som kan betales løbende og afskrives i forbindelse med deres energiforbrug, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.