Det er fuldt fart på fiberudrulningen i Trekantområdet. Så meget, at der nu er brug for flere hænder til at klare arbejdet, som Ewii kastede en milliard kroner efter i sommer.
– Der er tale om et firårigt projekt, og vi er naturligvis rigtig glade for, at projektet er blevet taget så godt imod, at der er behov for at opruste på medarbejdersiden, siger Pernille Johannessen, direktør for koncernudvikling i Ewii-koncernen.
Allerede nu er der medarbejdere ude i marken, men der vil komme til at skulle bruges flere forskellige typer medarbejdere. Helt konkret er der lige i øjeblikket brug for en markedskoordinator, flere tilsynsførende og tekniske assistenter.
– Vi kommer løbende til at slå stillinger op i forbindelse med fiberudrulningen. Det er et fantastisk projekt, hvor der er brug for en masse forskellige kompetencer. Så vi arbejder fremad og glæder os meget til også at byde nye kolleger velkommen, i takt med at projektet vokser, siger hun.
I dag har 105.000 borgere i Trekantområdet adgang til Ewiis fibernet, og arbejdet handler nu om at få de resterende cirka 50.000 adresser med. Det foregår i etaper, hvor Ewii-koncernen løbende vil melde ud, hvilke adresser der snart får mulighed for fibernettet.