Mens lønmodtagere med mange år i et nedslidende job kan se frem til den såkaldte Arne-pension, kan selvstændige godt vinke farvel til den mulighed, påpeger man hos SMVdanmark. Det handler om de krav, der ska opfyldes for at kunne få Arne-pension. De er nemlig langt fra ens de to grupper imellem.
Mens der ingen krav er til, hvor meget en lønmodtager skal have tjent i løbet af et år for at komme i betragtning til ordningen, gælder der langt skrappere krav til selvstændige. Hvis et år skal tælle med i beregningen af, hvor længe man har arbejdet, skal den selvstændige påvise et overskud på mindst, hvad der svarer til dagpengesatsen.
Det får direktør for SMVdanmark, Jakob Brandt, til at opfordre til, at adgangskriteriet ændres i de igangværende forhandlinger:
– Håndværksmesteren har i mange år udført præcis det samme arbejde som sine ansatte, men kan være udelukket fra ordningen, fordi han tog samfundsansvar og startede en virksomhed, der skaber vækst og arbejdspladser i landet. Det er på ingen måde fair eller smart. Der skal ikke være en straf for at være selvstændig, siger han og fortsætter:
– Regeringen pynter sig med lånte fjer, når de påstår, at selvstændige får adgang til tidlig tilbagetrækning. For det er ekstremt udbredt for selvstændige at have år med underskud eller lavt overskud i opstart eller krisetider. Hvis ordningen indføres som foreslået, er det endnu et eksempel på, at der gøres forskel på lønmodtagere og små selvstændige, der ellers har helt samme udfordringer. Det er bestemt ikke befordrende for lysten til at starte egen virksomhed.
Jakob Brandt foreslår, at retten til tidlig tilbagetrækning baseres på, om der har været aktivitet i virksomheden frem for, om virksomheden har haft overskud. Det kunne eksempelvis være ved at følge momsindbetalinger tilbage i tid, eller se om virksomheden har ansatte – evt. en kombination af flere mål. Desuden er det vigtigt at sikre en reel ligestilling mellem lønmodtagere og selvstændige. Det betyder bl.a., at deltidsselvstændige bør have samme adgang til en ret til tidlig tilbagetrækning som deltidslønmodtagere.
Kilde: SMVdanmark