
Lillegården El i Hobro overtog den 1. marts himmerlandske Simested El-Service, herunder de to underafdelinger Vammen El-Service og Ålestrup El-Service.
Simested El-Service har solide rødder i Vesthimmerland. Virksomheden blev stiftet tilbage i 1946 af Aage Christensen, der på cykel startede firmaet med værktøjstaske og installationsmateriel på bagagebæreren og tog rundt for at løse kundernes behov. Gert Werner Jensen Skriver, der selv er udlært hos Simested El-Service, overtog fra 2. generation Ib Christensen tilbage i 2004.
Det glæder os rigtig meget, at aftalen nu er faldet på plads, og at Gert Werner Jensen Skriver har valgt at sælge sin forretning til os. Vi overtager et veldrevet el-firma, hvor der er et stort sammenfald i de typer af opgaver og kunder, vi servicerer. Desuden har det været vigtigt for os, at også Simested El-Service har stort fokus på at levere høj kvalitet og god kundeservice, siger direktør Jens Bjørn, Lillegården El.
Det er et stort skridt for Lillegården El, og ambitionen er at udvikle og forstærke Simested El-Service. Således fortsatte Gert Werner Jensen Skriver som daglig leder og med alle ansatte efter overtagelsen 1. marts.
I dag har vi syv servicebiler for at kunne nå rundt til kunderne i Boldrup, Simested, Vammen og Aalestrup. I takt med udviklingen har det længe været mit ønske at få et samarbejde med en anden el-installatør for at få hjælp til bl.a. vagtordning samt hjælp til opgaver, som vi desværre har måttet sige nej til grundet mangel på elektrikere i perioder, fortæller installatør og indehaver af Simested El-Service, Gert Werner Jensen Skriver,
Overtagelsen vil blive markeret, når coronasituationen tillader det. Ved samme lejlighed vil der også blive fejret 75-års jubilæum for Simested El-Service.