Den danske lysvirksomhed LED iBond er blevet nomineret til Lux Awards inden for kategorien “Årets indendørs armatur”.
Nomineringen kommer på baggrund af Tracy-løsningen, der kan bruges som et lyssystem. Tracy giver mulighed for at kombinere IoT, elforsyning og belysning i et forløb op til 50 meter fra et enkelt elektrisk forsyningspunkt. Armaturet kan tilpasses med hensyn til farver og design og kan anvendes i mange forskellige sammenhænge, som for eksempel gangforløb, korridorer, skabskabinetter, detailhandel, vestibuler, trapper og gelændere. Det er tidligere blevet anvendt i blandt andet DTU biblioteket, Sofieholmen og hos Bentley Madrid.
– Vi er meget stolte over nomineringen til Lux Awards 2018. Lux Awards er en kæmpe begivenhed i branchen, og det har derfor stor betydning for LED iBond at blive nomineret. Vi er oppe mod et meget stærkt felt i vores kategori, men vi krydser fingre og håber på det bedste, siger Rolf H. Sprunk-Jansen, CEO hos LED iBond.
Lux Review, som afholder Lux Awards, er en uafhængig, UK-baseret guide til intelligente og praktiske løsninger inden for belysning til kommercielle, industrielle og detailrettede belysningsløsninger, der sørger for at holde industrien opdateret og hjælper kunderne med at finde de rigtige løsninger.
De nominerede lysinstallationer er testet og vurderet af et hold ekspertdommere, der vurderer prøver af armaturer, design og teknologier. Vinderne kåres medio november i London.